Oral lichen planus

Oral lichen planus ses hos ca. 2 % af befolkningen og oftest hos midaldrende og ældre mennesker

Oral lichen planus ses hos ca. 2 % af befolkningen og oftest hos midaldrende og ældre mennesker, men kan også forekomme hos børn og unge.

Hvad er symptomerne?
Oral lichen planus ses typisk som hvide stregtegninger, der ligner mønstret på skallen af en netmelon (se billede). Forandringerne kan også være små hvide prikker, større hvide pletter, røde områder og sår. Mange har flere af disse former samtidig. Oftest ses oral lichen planus i begge kindslimhinder, men kan forekomme overalt i munden. Forandringerne ændrer tit udseende og form og ”flytter rundt” i munden. Derudover får nogle hudforandringer i form af kløende udslet, ofte ved håndled og ankler, som typisk forsvinder indenfor et par år, mens forandringerne i mundhulen er kroniske. Enkelte udvikler celleforandringer, hvorfor mundslimhinden skal kontrolleres regelmæssigt hos tandlægen.

De fleste har ingen symptomer. Nogle oplever dog perioder med sviende og brændende fornemmelse i mundslimhinden og stærk, syrlig og krydret mad og drikke kan virke generende. Når der er forandringer på tandkødet, kan det være svært at børste tænder. Symptomerne kan i nogle tilfælde skyldes samtidig svampeinfektion.

Hvad er årsagen til oral lichen planus?
Man kender ikke årsagen til lichen planus, men nogle får sygdommen på grund af et eller flere lægemidler. Nogle får lichen-lignende kontaktreaktioner, hvor mundslimhinden berører tandfyldninger, kroner, broer, implantater eller proteser.

Hvordan forebygges og behandles oral lichen planus?
Da årsagen til lichen planus er ukendt, kan sygdommen ikke helbredes. Du kan dog selv gøre meget for at mindske generne ved at opretholde en god mundhygiejne. Spørg i den forbindelse din tandlæge til råds. For nogle kan det være en god idé at bruge tandpasta uden skummemidlet natriumlaurylsulfat (tjek varedeklarationen på tandpastaen) samt klorhexidin mundskyllevæske 0,12 % (to gange om dagen i maksimalt to uger). Lichen-lignende kontaktreaktioner vil ofte forsvinde eller blive mindre, hvis irritamentet fjernes.


Lichen%20planus%20i%20kindslimhinden.%20Hvide%20stregtegningerLichen planus i kindslimhinden. Hvide stregtegninger.