Mundhulesvamp benævnes også svampeinfektion og candidainfektion. Halvdelen af befolkningen er bærere af svampen Candida albicans som en del af den normale mundhuleflora. Hos disse kan forbedrede vækstbetingelser for svampen medføre mundhulesvamp. Mundhulesvamp smitter ikke ved fysisk kontakt som fx kys.
Hvad er symptomerne?
Mundhulesvamp kan se meget forskelligt ud: Hvide afskrabelige belægninger, som sjældent er forbundet med symptomer eller røde forandringer i mundslimhinden (se billede). Sidstnævnte er ofte forbundet med sviende og brændende symptomer, hvor især stærk mad og drikke kan genere. Hvis svampeinfektionen ikke behandles og bliver kronisk, kan den udvikle sig og vil ofte vise sig som hvide ikke-afskrabelige områder, der sjældent giver symptomer.
Hvad er årsagen til mundhulesvamp?
Antibiotikabehandling for infektioner i kroppen er en af de hyppigste årsager til mundhulesvamp, da antibiotika dræber bakterierne i munden, men ikke svampene. Nedsat immunforsvar, vitaminmangel, blodmangel og almen sygdom som fx sukkersyge øger også risikoen for mundhulesvamp. Forhold i munden kan desuden fremme svampenes vækstvilkår: Rygning, nedsat spytmængde, anden mundslimhindesygdom, fx oral lichen planus, brug af proteser, dårlig mund- og/eller protesehygiejne, stort indtag af søde sager og sodavand samt lokalpåvirkning af medicin.
Hvordan forebygges og behandles mundhulesvamp?
Du kan selv mindske risikoen for mundhulesvamp ved at følge nedenstående råd og bede din tandlæge om at vejlede og instruere dig i disse.
• Oprethold en god mundhygiejne
• Stop med at ryge, hvis du ryger
• Stimuler spytproduktionen, hvis du har for lidt spyt
• Nedsæt dit indtag af sukker, hvis du har et stort indtag af søde sager og sodavand
• Skyl munden med vand og spyt ud efter eventuel brug af inhalationsbinyrebark-spray
Hvis du allerede har en svampeinfektion, er det også vigtigt at følge ovenstående råd, idet du i nogle tilfælde kan blive af med infektionen blot ved at følge disse.
Mundhulesvamp kan behandles med et svampemiddel i form af tabletter (oftest 2-4 uger), mundhule-gel eller mikstur (oftest 4-6 uger).
Tandlægen anbefaler den behandling, der passer bedst til dig. Du skal altid oplyse tandlægen om den medicin, du tager, da svampemidlerne kan hæmme nedbrydningen af denne.
Svampeinfektion i form af rød forandring bagtil på tungens overside.