De fleste tilfælde af mundhulekræft opstår i mundslimhinden. Sjældnere kan der være tale om kræft i mundhulens spytkirtler og andre endnu sjældnere kræftformer. Dette afsnit omhandler den hyppigste form for kræft i mundslimhinden. I Danmark ser man cirka 350 nye tilfælde årligt. Til sammenligning registrerer man årligt 4-5.000 tilfælde af lungekræft.
Hvad er symptomerne?
Hævelse, ofte med rød/hvide farveforandringer, og sår der ikke heler er de mest typiske forandringer ved mundhulekræft (se billede). Endvidere kan man have hævede lymfeknuder på halsen. Nogle tilfælde kan være helt uden symptomer, mens andre kan give symptomer som ømhed og smerte spontant eller ved berøring og i forbindelse med spisning og synkning. Hvis der er mistanke om mundhulekræft, vil tandlægen henvise til en specialist.
Hvad er årsagen til mundhulekræft?
Rygning er langt den væsentligste årsag til mundhulekræft. Overdrevent alkoholforbrug er også en risikofaktor, og samtidig rygning og overdrevent alkoholforbrug virker forstærkende på risikoen. I de senere år har det vist sig, at HPV-virus kan være årsag til kræft i hoved-hals-området, hyppigst ved kræft i svælget, mindre hyppigt i mundhulen.
Hvordan forebygges og behandles mundhulekræft?
Du kan forebygge mundhulekræft ved at stoppe med at ryge og nedsætte dit alkoholindtag eller helt undgå alkohol. Kræftbehandlingen foregår på hospital og kan omfatte operation og/eller strålebehandling. Da prognosen i høj grad afhænger af mundhulekræftens udviklingsstadium, der fastlægges ud fra bl.a. kræftens størrelse og spredning, er det særdeles vigtigt at opdage mundhulekræft så tidligt som muligt. Det er derfor meget vigtigt at blive undersøgt regelmæssigt hos tandlægen.
Gode råd til at forebygge mundhulekræft:
1. Vær opmærksom på forandringer i munden (fx hævelser)
2. Gå regelmæssigt til tandlæge – spørg din tandlæge, hvor ofte du bør gå til tandlæge
3. Stop med at ryge
4. Nedsæt dit alkoholforbrug
5. Spis mere frugt og grønt
Mundhulekræft i mundbunden bag fortænderne i underkæben. Hård hævelse med blandede hvide/røde forandringer
Læs mere:
Flere danskere rammes af cancer i munden (pressemeddelelse)