En leukoplaki er en hvid plet i mundslimhinden, der ikke ligner nogen anden kendt mundhulesygdom. Leukoplakier ses hos 2-3 % af befolkningen.
Hvad er symptomerne?
Leukoplakier viser sig som overvejende hvide pletter og kan sidde overalt i mundslimhinden (se billede). De kan ikke skrabes af. Der er normalt ingen symptomer.
Hvad er årsagen til leukoplaki?
Årsagen er i mange tilfælde ukendt, men rygning er dog en kendt årsag til leukoplakier.
Leukoplaki i form af en hvid plet på tandkødet
Hvordan forebygges og behandles leukoplaki?
Ikke at ryge eller stoppe med at ryge er det eneste du kan gøre for at forebygge leukoplaki. Rygestop er også en væsentlig del af behandlingen, hvis du allerede har fået en leukoplaki.
Det er vigtigt, at du får din mundslimhinde undersøgt regelmæssigt hos tandlægen, så leukoplakier opdages så tidligt som muligt. Leukoplakier kan nemlig udvikle celleforandringer, og i et mindre antal af tilfældene udvikler de sig til mundhulekræft. Ofte vil tandlægen derfor tage en vævsprøve eller henvise til en specialist. Efter vævsprøven vil man i nogle tilfælde vælge at bortoperere leukoplakien, og i andre tilfælde vil man kontrollere forandringerne regelmæssigt.
Det er vigtigt, at du overholder dine kontrolbesøg hos tandlægen eller specialisten, så eventuelle celleforandringer opdages så tidligt som muligt. I nogle tilfælde kan der komme svampeinfektion oveni leukoplakien.