Isninger i tænderne kan være rigtig ubehagelige. De skarpe, jagende smerter er heldigvis kortvarige, men de kommer pludseligt og uventet – som regel når du indtager noget varmt, koldt, surt eller sødt, eller måske når du børster tænder.
Tandlægen undersøger gerne, om smerterne kan skyldes et hul, en dårlig fyldning eller måske en revne i tanden. I disse tilfælde er det nødvendigt med behandling.
Men isningerne kan også skyldes, at tandhalsen er blottet, fordi tandkødet har trukket sig lidt tilbage. Det kan bl.a. ske, hvis du børster tænderne for hårdt.
Hvis isningerne er milde og kun opstår en gang imellem, behøver du som regel ikke nogen behandling. Men hvis smerterne er kraftige og længerevarende, bør du få behandling. Det sker fx ved hjælp af fluorlak.
Derudover bør du bruge en tandpasta med et højt indhold af fluorid og ikke så meget slibemiddel. Du bør også holde igen med syrlige føde- og drikkevarer, særligt juice og sodavand.
Generelt er der gode muligheder for behandling af følsomme tandhalse, så tal med din tandlæge, hvis du oplever problemer af den art.