Aktinisk elastose og aktinisk keratose er almindeligt forekommende forandringer på læberne hos ældre, friluftsmennesker og soldyrkere.
Hvad er symptomerne?
Aktinisk elastose viser sig som grålige forandringer af det læberøde på overgangen til huden, så overgangen bliver utydelig (se billede). Der er ikke altid symptomer, men læberne kan føles tørre og kan let sprække.
Aktinisk keratose ses som skorpe- eller skeldannelse på læber med aktinisk elastose (se billede). Skorpen har ikke noget med forkølelsessår på læberne at gøre.
Hvad er årsagen til aktinisk elastose og aktinisk keratose?
Aktinisk elastose og aktinisk keratose udvikles som følge af langvarig eller kraftig påvirkning af læberne fra solens UV-stråler. Sygdommen ses derfor ofte hos ældre og personer, der opholder sig meget udendørs.
Hvordan forebygges og behandles aktinisk elastose og aktinisk keratose?
Begge sygdomme øger risikoen for udvikling af læbekræft, og det er derfor vigtigt at forebygge dem. Du kan reducere solpåvirkning af læberne ved at bruge læbepomade med høj solfaktor. Vær opmærksom på ændringer på dine læber og søg tandlæge, specielt hvis der opstår sår eller skorpedannelse, der ikke heler i løbet af 10-14 dage, eller som kommer igen og igen samme sted. Aktinisk keratose vil næsten altid medføre celleforandringer, som skal behandles for ikke at udvikle sig yderligere.
Aktinisk elastose i form af hvidlige/gullige forandringer på det læberøde. Endvidere ses aktinisk keratose i form af en lille skorpedannelse lidt til højre for midten i billedet
Aktinisk elastose
Aktinisk elastose og aktinisk keratose er almindeligt forekommende forandringer på læberne