Med finanslovsaftalen for 2020 har regeringen afsat midler til at etablere en kommunal socialtandpleje. Kommunerne skal tilbyde gratis, akut, smertelindrende og funktionsopbyggende behandling til de mest socialt udsatte personer. Formålet er at øge livskvaliteten og tandsundheden blandt de mest socialt udsatte og begrænse yderligere marginalisering.
Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om socialtandpleje ved at 1) etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved at 2) indgå aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private klinikker.
Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, hvordan socialtandplejen skal etableres.
Hvilke behandlinger er omfattet af ordningen?
Formålet er at give en vederlagsfri, akut, smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje, herunder at give forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen.
Ved akut, smertelindrende tandbehandling forstås behandling, som afhjælper smerte, infektion, hævelse, skade eller anden akut tilstand.
Ved funktionsopbyggende tandbehandling forstås behandling af oral funktionsnedsættelse til personer, der f.eks. har nedsat tyggefunktion, eller hvor tab af tænder i fortandsregionen er vansirende.
Ved forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen forstås information og instruktion i tandpleje og behandling af eksisterende sygdom og forebyggelse af ny sygdom.
Man kan få yderligere forebyggende behandling eller funktionsopbyggende behandling som f.eks. genopbygning af hele tandsæt eller proteser. Kommunen vurderer konkret, om dette er relevant.
Der vil være mulighed for at klage over behandlingen og eventuel tilsidesættelse af patientrettigheder til Styrelsen for Patientklager og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Hvem er omfattet af ordningen?
Den enkelte kommune vurderer i hvert enkelt tilfælde, om man skal have et tilbud om behandling i socialtandplejen.
Betingelserne for at være omfattet af socialtandplejen er, at man har et behandlingsbehov og ikke kan anvende de almindelige tandplejetilbud samt har bopæl her i landet, jf. sundhedslovens § 7.
Ordningen omfatter særligt socialt udsatte personer, herunder gadehjemløse og personer, der kan benytte herberger, varmestuer, væresteder på grund af hjemløshed, herunder personer som ikke kan opholde sig i egen bolig.
Personer, der modtager forskellige former for sociale indsatser efter serviceloven eller er i kommunal behandling efter sundhedsloven, fx alkoholbehandling eller stofmisbrugsbehandling, og som har ingen eller lille arbejdsmarkedstilknytning, kan også være omfattet af ordningen.
Sådan lyder bestemmelsen i sundhedsloven:
§ 134 a. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri akut smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje, herunder forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen, til borgere med særlige sociale problemer, i form af gadehjemløse samt borgere, der kan benytte herberger, varmestuer, væresteder på grund af hjemløshed, herunder borgere som ikke kan opholde sig i egen bolig, jf. servicelovens §§ 104 og 110, og som ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan ud fra en konkret vurdering tilbyde vederlagsfri akut smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje, herunder forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen, til udsatte borgere, der ikke er omfattet af stk. 1, og som ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud grundet særlige sociale problemer.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om socialtandpleje ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved at indgå aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private klinikker.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet, omfanget, organiseringen og ressourceanvendelsen i den kommunale socialtandpleje.