Har du ældre pårørende, som har svært ved selv at klare den daglige tandbørstning, kan du gøre en indsats for at hjælpe. Hvis din pårørende bor på et plejecenter, kan du fx tage en snak med personalet i forhold til, hvad de konkret gør for at hjælpe med mundhygiejnen. Du kan også selv give en hånd med tandbørstningen.
Sådan børster du
Brug en elektrisk tandbørste eller almindelig tandbørste, afhængig af hvad der fungerer bedst for jer begge.
Brug en blød tandbørste med et lille børstehoved.
Brug tandpasta med fluorid.
Sørg for at den ældre sidder ned, og at du står bagved.
Børst både tænder og tandkødsrande rene. Træk eventuelt lidt ud i den ældres kind, så der er plads til at børste tænder.
Det er vigtigt, at du går systematisk frem, så alle tandflader børstes. Start fx med at børste undermundens tænder udvendigt, så indvendigt og til sidst på tyggefladerne og gør det samme for overmunden.
Hvis den ældre har kroner, broer og/eller implantater: Vær særlig opmærksom på at rengøre grundigt omkring restaureringens kanter. Brug fx en mellemrumsbørste til at holde rent mellem tænderne.
Det er bedst, hvis den ældre får børstet sine tænder både morgen og aften.