Tandlægeforeningen uddeler skolarstipendier for 1.302.000 kroner

Syv tandlægestuderende er hver blevet tildelt et skolarstipendium på 186.000 kroner fra Tandlægeforeningen. Stipendierne går til deres forskningsprojekter.
01. november 2024

Tandlægeforeningen har uddelt i alt 1.302.000 kr. til syv tandlægestuderendes forskningsprojekter.

Skolarstipendierne, som hver er på 186.000 kroner, blev overrakt af Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist på Tandlægeforeningens Symposium den 1. november 2024 i Aarhus. Her er mere end 700 tandlæger samlet for at høre om tandpleje som en integreret og essentiel del af det samlede sundhedsvæsen i Danmark. 

Tandlægestuderende Karina Herholdt Petersen fra Aarhus Universitet skal det næste år forske i social ulighed i tandsundhed. Formålet er at undersøge, hvad der skal til for at ruste fremtidens tandlæger til mødet med socialt sårbare mennesker. 

Tandlægestuderende Mette Juhl Wulff fra Københavns Universitet skal bruge stipendiet til at forske i tiltag, som kan mindske generne efter kirurgisk fjernelse af visdomstænder. Mere konkret skal hun undersøge, om blod fra patientens egen krop kan give færre smerter og fremme helingsprocessen, hvis det bliver lagt ned i såret efter kirurgisk fjernelse af en visdomstand. 

Sara Volf Jensen, tandlægestuderende fra Aarhus Universitet, forske i, hvordan man kan forebygge caries hos kræftpatienter, som har fået strålebehandling.

William Kaaber, tandlægestuderende fra Aarhus Universitet, skal i løbet af det kommende år forske i de faktorer, der betyder noget for, hvordan rodbehandlede tænder overlever på sigt.

Tandlægestuderende Caroline Marie Vyff fra Københavns Universitet skal bruge midlerne til at undersøge, om alkohol og andre rusmidler øger risikoen for, at almindeligt forekommende infektioner i relation til tænderne udvikler sig til alvorlige infektioner, der kræver operation og indlæggelse på hospitalet. 

Mathilde Hansen, tandlægestuderende fra Københavns Universitet, har fået midler til at undersøge behandlingen af børn og unge med tandskader.

Asta Nyvang Rank, tandlægestuderende fra Københavns Universitet, skal forske i, om der er forskelle i visitationen og dermed udvælgelsen af patienter til tandregulering hos en specialtandlæge i henholdsvis Danmark og Sverige.  

Alle syv modtagere af stipendierne indledte deres forskningsprojekter den 1. september 2024. Resultaterne af forskningen forventes offentliggjort i Tandlægebladet i løbet af 2025. 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.