Tandlægeforeningen ansætter ny forhandlings- og afdelingschef for klinikejere

Tandlægeforeningen styrker sin indsats for klinikejerne med ansættelsen af Thomas Rønnow som ny forhandlings- og afdelingschef.
02. december 2024

Det er en tung profil med bred erfaring indenfor overenskomstforhandlinger, juridisk  rådgivning og interessevaretagelse, der tiltræder som chef i Tandlægeforeningens afdeling for klinikejere pr. 9. december. 

Thomas Rønnow har tidligere haft fremtrædende stillinger som underdirektør i Dansk Erhverv, direktør for Danske Mediers Arbejdsgiverforening og HR-chef i Falck Danmark A/S. Han har stået i spidsen for talrige overenskomstforhandlinger, navigeret i komplekse politiske landskaber og leveret stærke resultater i pressede forhandlingssituationer. Hans baggrund som jurist og advokat i Dansk Arbejdsgiverforening har yderligere givet ham et solidt juridisk fundament og en dyb forståelse for de juridiske problemstillinger, som virksomhedsejere og arbejdsgivere mødes af. 

Thomas Rønnow ser frem til de nye opgaver: 

“Det er med lige dele glæde og ydmyghed, at jeg tiltræder stillingen. Jeg har igennem hele min karriere arbejdet for at skabe de bedste vilkår for arbejdsgivere i forskellige brancher, og jeg ser frem til at bringe mine kompetencer i spil for at understøtte klinikejernes behov. Med min erfaring inden for juridisk rådgivning og strategisk interessevaretagelse glæder jeg mig til at være med til at løse de udfordringer, som Tandlægeforeningens klinikejermedlemmer står overfor, og til at bidrage til at styrke standen som helhed.”

Adm. direktør i Tandlægeforeningen, Isabel Brandt Jensen, udtrykker stor tilfredshed med ansættelsen af Thomas:

“Med Thomas Rønnows imponerende erfaring inden for både forhandling, ledelse og juridiske rådgivning er han en stærk kapacitet, som uden tvivl vil sikre resultater for klinikejerne, både i det daglige, når medlemmerne har juridiske spørgsmål, men også når Tandlægeforeningen forhandler overenskomster, så vores medlemmer sikres den bedste værdi i deres medlemskab.”

Fokus på klinikejernes fremtidige udfordringer
Ansættelsen af Thomas Rønnow kommer på et vigtigt tidspunkt, hvor privat tandlægepraksis står overfor en tid med overenskomstforhandlinger i sigte og en ny model for voksentandpleje rundt om hjørnet. Med Rønnow i spidsen for afdelingen for klinikejere ønsker Tandlægeforeningen at sikre, at foreningens godt 1500 klinikejermedlemmer får den bedste støtte til at navigere i disse forandringer, samtidig med at de kan fokusere på at levere tandbehandling af højeste kvalitet.

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.