Ny formand for tandlægerne på Færøerne

Markus Hvannastein fra Klaksvík er ny på formandsposten i Føroya Tannlæknafelag.
12. december 2024

Markus Hvannastein, 40-årig børnetandlæge i Klaksvík, er blevet valgt til ny formand for Føroya Tannlæknafelag.

Markus Hvannastein har ikke tidligere haft poster i Føroya Tannlæknafelag. Ikke desto mindre blev han i efteråret 2024 opfordret til at stille op til formandsposten i foreningen, og nu er han så blevet valgt til formand for de ca. 50 tandlæger på Færøerne.

Som ny formand vil Markus Hvannastein først og fremmest sætte fokus på forebyggelse af sygdomme i tænder og mund.

- Der er brug for en indsats imod unges forbrug af snus og nikotinposer. Mange ved ikke, at snus og nikotinposer kan skade tandkødet. Der er også behov for et øget fokus på de skader, som læskedrikke kan påføre tænderne, siger Markus Hvannastein.

Bureaukratiet skal reduceres
Den nye tandlægeformand vil også gerne skabe større opmærksomhed om, at tandsundhed har indflydelse på almen sundhed. Det er for eksempel påvist, at parodontitis kan påvirke diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Markus Hvannastein vil desuden arbejde for at reducere bureaukrati til et minimum.

- Vi vil gerne kunne fokusere på at forebygge og behandle sygdomme hos vores patienter, og derfor håber jeg, at vi kan få skåret ned på unødige administrative byrder. Ansøgninger og kontroller bør være så simple som muligt, lyder opfordringen fra Markus Hvannastein.

Bred erfaring 
Markus Hvannastein har som mange andre færinger uddannet sig til tandlæge i København. Han er kandidat fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet 2012. Efter at have færdiggjort sin tandlægeuddannelse tog han direkte tilbage til Færøerne og arbejdede som ansat hos en privatpraktiserende tandlæge i Leirvík indtil 2016. Derefter var han ansat på en privat klinik i Klaksvík i 2017, hvorefter han i 2018 arbejdede i Tasiilaq i det østlige Grønland. I 2019 vendte Markus Hvannastein tilbage til Klaksvík, og i 2021 blev han udnævnt til klinikchef i Klaksvíks kommunale børnetandpleje.

Markus Hvannastein er opvokset i Vidareidi. Han bor i Klaksvík med sin hustru og deres syv børn i alderen 2-16 år. I fritiden holder Markus Hvannastein sig i form, primært med løb, men også med svømning.

For yderligere information:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, Tandlægeforeningen, tlf. 26 82 18 24, mail chh@tdl.dk.

 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.