Louise Kaltoft Petersen er nyt medlem af hovedbestyrelsen i Tandlægeforeningen

Louise Kaltoft, tandlæge på Amager, er valgt til Tandlægeforeningens hovedbestyrelse.
16. december 2024

Louise Kaltoft Petersen, 32 år og privatansat tandlæge på Amager, er nyt medlem af hovedbestyrelsen i Tandlægeforeningen, hvor hun de næste to år skal varetage tandlægernes interesser.

En af hendes mærkesager er at få flere unge ind i fagpolitik:

”Jeg vil gerne bygge bro mellem generationerne og håber, at jeg kan inspirere flere unge tandlæger til at engagere sig i fagpolitik, så de også er med til at præge faget,” siger Louise Kaltoft Petersen.  

Louise Kaltoft Petersen vil også arbejde for at reducere bureaukratiet i tandplejen, som hun mener sluger alt for meget af tandlægernes tid og energi, der går fra patienterne. Og så vil det nye hovedbestyrelsesmedlem gerne have fokus på tandlægernes rolle i sundhedsvæsenet:

”Tandlæger er med til at løfte vores patienters sundhed og livskvalitet, og vi skal ikke sammenlignes med automekanikere. Vi er en central del af sundhedsvæsenet,” fastslår Louise Kaltoft Petersen.  

Aktiv i europæisk studenterpolitik

Louise Kaltoft er ikke ny i fagpolitik. De sidste to år har hun været næstformand i Tandlægeforeningens Udvalg for Privatansatte Tandlæger, og så har hun været en del af bestyrelsen i Region Hovedstadens Tandlægeforening. Som tandlægestuderende på Tandlægeskolen i København var hun medlem af studenterorganisationen Odontologisk Forening, og så har hun været engageret i europæisk studenterpolitik igennem European Dental Students Association. Det har givet hende et stort netværk, som hun vedligeholder, når hun i sine ferier besøger forskellige europæiske storbyer.

Passioneret tandlæge og konkurrencesvømmer

Som barn drømte Louise Kaltoft Petersen om at blive plastikkirurg. Det forklarer hun selv med, at hun har fået foretaget to kæbeoperationer og jævnligt har besøgt Rigshospitalet, siden hun var 10 år. Det var først, da hun under et sabbatår efter gymnasiet arbejdede for en tandlæge, at hun fik øjnene op for tandlægefaget.

”Jeg er meget glad for, at jeg valgte at blive tandlæge. Jeg elsker kombinationen af håndværket og den tætte relation, jeg har til mine patienter. Det giver mig energi at se et resultat med det samme og at være med til at forbedre patienternes livskvalitet,” fortæller Louise Kaltoft Petersen.

Louise Kaltoft Petersen er vokset op i Charlottenlund nord for København og har desuden tilbragt fire år af sin barndom i Seattle i USA. I dag bor hun i Nordhavn med sin kæreste. Udover sit arbejde som tandlæge er hun en passioneret konkurrencesvømmer, som har deltaget i europæiske mesterskaber på masters-niveau.

For yderligere information:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, Tandlægeforeningen, tlf. 26 82 18 24, mail chh@tdl.dk.

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.