Med et skolarstipendium skal 25-årige tandlægestuderende Sofie Krahl Larsen fra Københavns Universitet det næste år forske i, hvor meget smertestillende medicin den gennemsnitlige patient med tandsmerter bruger, og hvordan man forebygger overdosis.
Sofie Krahl Larsen havde allerede fået stor opbakning til sit forskningsprojekt fra sine vejledere, så da hun fik nyheden om, at hun havde fået stipendiet, føltes det som en stor anerkendelse.
– Jeg blev utrolig glad og lettet. Det er rigtig fedt at få lov til at bruge et år på det, jeg synes er spændende. Jeg blev overrasket, men jeg har også gode vejledere, der har været med mig og bekræftet mig i min tro på projektet hele vejen. Så det er dejligt, at det er blevet belønnet med et stipendium, siger Sofie Krahl Larsen.
Vil forebygge overdosis af smertestillende medicin
Patienter med smerter er i øget risiko for at tage for meget smertestillende medicin – det gælder også patienter med tandsmerter. Sofie Krahl Larsen skal i projektet interviewe 150 patienter med tandsmerter og indsamle viden om deres forbrug af smertestillende medicin. Hun håber, at projektet kan være med til at forebygge, at patienter får en overdosis.
Der er flere faktorer, der er afgørende for, hvor meget smertestillende den enkelte kan tåle. Men generelt er smertestillende medicin et godt og sikkert præparat, så længe den maksimale, daglige dosis overholdes. Hvis man derimod tager for meget, overbelaster det leveren og dræber levercellerne. De patienter med tandsmerter, som tager for meget smertestillende medicin, gør det ofte over en længere periode. Og det kan være svært at behandle, fordi symptomerne først opstår, når leveren er ved at dø. Når det sker, er eneste udvej oftest levertransplantation.
– Jeg vil rigtig gerne fange patienterne, inden de ender på hospitalet med en alvorlig forgiftning. Patienterne kan være helt uvidende om, at de har taget for meget smertestillende. Det kan blive rigtig alvorligt, så jeg håber, mit projekt kan skabe mere opmærksomhed om faren ved overdosering, siger Sofie Krahl Larsen.
Fremtiden som tandlæge blev kortlagt på højskoleophold
Sofie Krahl Larsen, som er født og opvokset i Glostrup, har lavet håndarbejde og kreative sysler såsom strik, keramik og smykker så længe hun kan huske. Interessen for naturvidenskab har også altid været stor. Da hun efter gymnasietiden på Rødovre Gymnasium kom på Uldum Højskole, var hun dog i tvivl om hvilket uddannelse, hun skulle vælge bagefter.
– På højskolen fortalte jeg om mine interesser til en studievejleder, og så foreslog hun tandlægestudiet. Det havde jeg slet ikke tænkt på, men det skulle vise sig at være en perfekt måde at kombinere min passion for at bruge mine hænder og naturvidenskab. Og så har jeg faktisk rigtig god erfaring med at være på en tandklinik, fordi jeg som 18-årig startede op på et stort forløb med at få fast bøjle og i forbindelse med det også skulle opereres to år senere, fortæller Sofie Krahl Larsen.
I fritiden er Sofie Krahl Larsen meget aktiv med sit håndarbejde og lige for tiden også tandlægerevy på Tandlægeskolen. Hun er også frivillig i udviklingsorganisationen Tandsundhed Uden Grænser, som hun i sommer var i Rwanda sammen med for at forbedre børns trivsel og livsmuligheder gennem bedre tandsundhed.
Sofie Krahl Larsen fik overrakt skolarstipendiet til Tandlægeforeningens Symposium den 3. november 2023. Her var mere end 1000 tandlæger samlet for at blive klogere på symposiets tema, det slidte tandsæt.
For yderligere information:
Louise Stougaard Sundell, kommunikationskonsulent, Tandlægeforeningen, tlf. 20 18 96 27, lss@tdl.dk