Tandlæger nedsætter tænketank: ”Vi skal sikre, at vi får en tidssvarende voksentandpleje”

Det er nu fem år og tre sundhedsministre siden, at tandlæger og patienter blev lovet, at der skulle ske noget med voksentandplejen.
22. september 2023
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.

Nu skulle der ryddes op, og vi skulle have en ny model, der både var tidssvarende, mindre bureaukratisk og tog højde for den ulighed, der er indbygget i den nuværende model.

Der er ikke sket meget siden.

Derfor søsætter Tandlægeforeningen i dag en tænketank for voksentandplejen, der skal udarbejde et færdigt oplæg til en ny og mere tidssvarende voksentandpleje, som politikerne kan forhandle en ny model ud fra.

– Vi vil gerne være en aktiv del af løsningen og komme med konstruktive bud på, hvordan en ny voksentandpleje, der følger befolkningens behov for tandpleje, skal se ud. Så nu udarbejder vi nogle konkrete løsningsforslag, som forhåbentligt kan lette politikernes kommende forhandlinger, så de forløber lidt hurtigere. For behovet for en ny voksentandpleje er presserende, forklarer Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen.

Tænketanken består af en bred kreds af interessenter. Ældre Sagen, Diabetesforeningen og Danske Patienter er med, ligesom de to tandlægeinstitutter i København og Aarhus er repræsenteret og både klinikejere, privatansatte og offentligt ansatte tandlæger sidder med ved bordet. Her skal de sammen finde løsninger til en ny voksentandpleje, der prioriterer forebyggelse, mindre ulighed i sundhed og en bedre overgang mellem børne- og ungetandplejen og voksentandplejen.

– Nu gør vi noget for at sætte gang i processen. Det er meget utilfredsstillende for os tandlæger, at voksentandplejen er blevet syltet, men også for danskerne, fordi det jo til syvende og sidst er dem, det går ud over, at de rammer, vi har at agere i, er utidssvarende. Og så er det helt uacceptabelt, at vi er et af de lande i Europa med størst ulighed i tandsundhed, forklarer Susanne Kleist og uddyber:

– Der er immervæk sket meget og kommet større viden om, hvordan vi i højere grad kan forebygge og behandle tandsygdomme. Det tager de nuværende rammer slet ikke højde for. Vi ved fx, at man med regelmæssige tandeftersyn kan opdage andre fysiske sygdomme, der kræver behandling. Det bør et fremtidigt voksentandplejesystem kunne bidrage til i endnu højere grad.

Tidligere sundhedsminister afslutter arbejdet

I spidsen for tænketanken står Ellen Trane Nørby, som var den sundhedsminister, der stod i spidsen for at igangsætte arbejdet med en ny model for voksentandpleje. Nu kan hun gøre arbejdet færdigt.

– Jeg er meget glad for og stolt over, at Tandlægeforeningen har udpeget mig til at være formand for den nye tænketank for voksentandplejen. Voksentandplejen var jo noget af det, der fyldte meget i min ministertid og er et område, jeg altid syntes var vigtigt og en central del af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Vores tænder – og munden i det hele taget – er jo ikke en isoleret ting, men en del af kroppen, forklarer Ellen Trane Nørby og fortsætter:

– Jeg havde ikke i min vildeste forstand troet, at vi her i 2023 ville sidde i en situation, hvor der stadigvæk ikke er forhandlet en ny aftale om voksentandpleje på plads. Da jeg fik henvendelsen, havde jeg ikke brug for meget betænkningstid, for jeg vil egentlig gerne være med til at gøre arbejdet færdigt, siger Ellen Trane Nørby om at sige ja til rollen for formand for tænketanken.

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.