Tandlægeforeningens formand er genvalgt

Susanne Kleist, tandlæge og klinikejer i Roskilde, er blevet genvalgt som formand for Tandlægeforeningen. Hun vil blandt andet kæmpe for, at man sammentænker krop og mund i sundhedsvæsenet.
01. december 2022
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.

Tandlægernes interesser skal de næste to år fortsat varetages af 57-årige Susanne Kleist fra København, som har klinik i Roskilde. Det besluttede Tandlægeforeningens repræsentantskab på foreningens hovedgeneralforsamling i Vejle den 26. november. Der var ingen modkandidater.

Susanne Kleist blev valgt til formand i 2018 og opnåede genvalg i 2020. Det bliver den sidste formandsperiode for Susanne Kleist, som ikke længere kan genvælges.

”Jeg er taknemmelig for at få lov til at stå i spidsen for Tandlægeforeningen i to år mere og kæmpe for medlemmerne og vores mærkesager. Fremtidens sundhedsvæsen står over for en række udfordringer, som kalder på mod og politisk handling, og i Tandlægeforeningen bidrager vi gerne med løsninger”, fastslår Susanne Kleist.

En moderne og bæredygtig voksentandpleje
Den genvalgte formand har en ambition om at intensivere dialogen med politikerne de kommende år, og hun vil prioritere et tværfagligt samarbejde med hele sundhedssektoren.

”Vi har efterhånden så meget viden om, at der er sammenhæng mellem mundens tilstand og det generelle helbred. Parodontitis kædes fx sammen med sygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme, og den viden skal vi handle på, for det nytter ikke, at munden lever sit eget liv i sundhedsvæsenet. Hvis vi derimod tænker krop og mund sammen, kan det både kan give samfundsbesparelser og redde menneskeliv,” understreger Susanne Kleist.

Hun har også en klar opfordring til den kommende sundhedsminister:

”Der ligger en bunden opgave i at skabe en ny, moderne og bæredygtig model for voksentandplejen – noget vi har ventet på i fire år. Vi vil gerne bidrage med forslag til, hvordan man kan skrue den sammen, så udsatte patienter får den hjælp, de har brug for, samtidig med at tandlægerne ikke drukner i bureaukrati, så de har tid til den enkelte patient,” siger Susanne Kleist.

Susanne Kleist fremhæver i den forbindelse et forslag, som Tandlægeforeningen for nylig lancerede. Det går ud på, at hvis man er berettiget til et særligt tilskud til tandbehandling, skal man automatisk kunne få godkendt tandbehandling op til 10.000 kroner årligt uden at skulle ansøge først. Ifølge Susanne Kleist vil forslaget både løfte tandsundheden og give en økonomisk besparelse.

Den anden kvindelige formand
Susanne Kleist er kun den anden kvindelige formand i Tandlægeforeningens historie. Siden 2000 har hun været medlem af bestyrelsen i Region Sjællands Tandlægeforening, og i fem år var hun formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen.

Hun dimitterede fra Tandlægeskolen i København i 1989 som 23-årig. Efter endt uddannelse arbejdede Susanne Kleist som militærtandlæge i et år og derefter som ansat tandlæge på Frederiksberg. I 1991 etablerede hun Roskilde Tandklinik, som hun stadig driver sammen med sin mand, der også er tandlæge.

Privat bor Susanne Kleist med sin mand på Østerbro i København. De har tilsammen tre udeboende børn, to børnebørn og et mere på vej. Fritiden bruger Susanne Kleist blandt andet på at gå til diverse kulturarrangementer, træne i fitnesscenter og dyrke sine venskaber.

Når man spørger hende, hvad hun gerne vil huskes for, falder svaret prompte.

”At vi i min formandsperiode fik udbredt kendskabet til sammenhængen mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen – lige fra Christiansborg til den almene dansker,” slutter Susanne Kleist.

Download foto af Susanne Kleist

For yderligere information:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, Tandlægeforeningen, tlf.: 26 82 18 24, chh@tdl.dk
Gitte Almer, kommunikationschef, Tandlægeforeningen, tlf.: 61 33 86 46, gan@tdl.dk

 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.