Hvis du er berettiget til at få et særligt tilskud til tandbehandling, fx fordi du modtager kontanthjælp eller har medicinkort, skal du som udgangspunkt kunne få tandbehandling op til 10.000 kroner årligt uden at skulle søge først. Det mener Tandlægeforeningen, som vurderer, at forslaget både kan være til gavn for patienter og samfund.
”Det er meningsløst, at patienter, tandlæger og sagsbehandlere skal bruge tid og ressourcer på ansøgninger og administration af tilskud til tandbehandling op til 10.000 kroner årligt. Tilskuddet skal automatisk tildeles, så behandlingen kan udføres hurtigt og uden unødvendigt bureaukrati,” siger Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.
I dag består voksentandplejen af et kludetæppe af tilskudsordninger – lige fra tilskud til personer, der modtager kontanthjælp til tilskud til patienter med sjældne sygdomme. Patienten skal ansøge om tilskud via tandlægen, og kommunen eller regionen tager stilling til ansøgningen.
Ifølge Susanne Kleist er der høje dokumentationskrav, ligesom samfundet bruger mange ressourcer på sagsbehandlingen. Derudover administreres tilskudsordningerne ikke ens. Der er fx store kommunale forskelle på, hvem der får tilskud til tandpleje på grund af stråleskader i tænder og mund som følge af kræftbehandling, og hvor lang tid sagsbehandlingen tager.
”Hvis der indføres en minimumsgrænse for, hvad der automatisk godkendes af tilskud til tandbehandling, vil det give patienterne en stor tryghed og fjerne uligheden, ligesom det vil forbedre deres tandsundhed, fordi de ikke skal vente med at tage imod tandbehandling, til deres ansøgning bliver godkendt,” forklarer Susanne Kleist og tilføjer:
”For meget dokumentation og kontrol stjæler ikke kun tid fra patienten og tandlægen - det kan også gå ud over patientsikkerheden og de offentlige sundhedsudgifter. Hvis der gøres op med bureaukratiet, kan der spares penge og frigøre mere tid til patienterne, hvilket også vil hjælpe på den aktuelle tandlægemangel.”
Tandlægeforeningen er ifølge Susanne Kleist i dialog med politikere på Christiansborg om forslaget.
For yderligere information:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk
Gitte Almer Nielsen, kommunikationschef, tlf. 61 33 86 46, gan@tdl.dk