Jesper Reibel, professor, cand.odont., ph.d. og dr.odont. på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet, er blevet æresmedlem af Tandlægeforeningen. Han får æresmedlemskabet for sin unikke indsigt i sygdomme i mundslimhinden og store indsats for tandlægefaget.
”Det kom som en stor overraskelse. Jeg er meget glad og beæret. Især fordi det er fagfæller, der har vurderet mig værdig til at få udnævnelsen, som kun er få forundt,” siger Jesper Reibel.
Han modtog udnævnelsen af Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist på Tandlægeforeningens Hovedgeneralforsamling, der blev afholdt i Vejle lørdag den 26. november.
Førende inden for sygdomme i mundslimhinden
Jesper Reibel blev uddannet tandlæge fra Tandlægeskolen i København i 1975, hvorefter han straks begyndte at videreuddanne sig. Først blev det til en ph.d.-grad, og senere gennemførte han en uddannelse i regi af Sundhedsstyrelsen, som gav tilladelse til at udføre oral histopatologisk diagnostik (mikroskopi af væv). En uddannelse som kun en lille håndfuld tandlæger gennem årene har gennemført. I 1991 blev han dr.odont., og i 1992 blev han udnævnt til professor på Tandlægeskolen i København.
Jesper Reibel er bredt anerkendt som en af de førende inden for sit fag. Han har brugt de fleste af sine vågne timer på at diagnosticere sygdomme i mundslimhinden og kæbeknoglen. Både for tandlæger på Tandlægeskolen i København og på Rigshospitalet samt som hjælp til et utal af privatpraktiserende tandlæger, som søgte lige præcis hans ekspertise.
En af Jesper Reibels største faglige bedrifter var, da han i starten ad 1990’erne, som medlem af to EU-arbejdsgrupper, var med til at udarbejde undervisningsmateriale til alle EU-lande om oral cancer og tobakkens betydning for sygdomme i mundhulen.
Undervisning af tandlægestuderende i oral patologi i både København og Aarhus har desuden fyldt meget i Jesper Reibels karriere, ligesom han har holdt talrige kurser, blandt andet for Tandlægeforeningen. Han har dermed klædt en hel generation af tandlæger fagligt på og været med til at sætte en høj standard inden for et vigtigt område af faget.
Jesper Reibel har været formand for flere selskaber og udvalg, herunder Dansk Selskab for Patologi, Skandinavisk Forening for Oral Patologi og Oral Medicin samt forskningsudvalget på Tandlægeskolen i København. Siden 1978 er det blevet til omkring 150 videnskabelige artikler, og han har været en vigtig bidragyder til artikler i Tandlægebladet og som bedømmer af manuskripter til bladet.
Faderen var formand for Tandlægeforeningen
Jesper Reibels interesse for tandlægefaget kommer ikke fra fremmede. Hans far Flemming Reibel var også tandlæge og formand for Tandlægeforeningen fra 1972 til 1978 – og så blev han tillige udnævnt til æresmedlem af Tandlægeforeningen.
Jesper Reibel gik på pension i 2021. Han bor med sin kone i Nærum og bruger blandt andet sit otium på at fotografere insekter. En interesse der blev vakt tidligt i barndommen i Helsinge i Nordsjælland, hvor han blev meget fascineret af sommerfugle.
Æresmedlemskabet af Tandlægeforeningen er kun få forundt. Siden 1948 er der udnævnt 25 æresmedlemmer, hvoraf kun fire er nulevende. Jesper Reibel er en af dem.
For yderligere information:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, Tandlægeforeningen, tlf.: 26 82 18 24, chh@tdl.dk
Gitte Almer, kommunikationschef, Tandlægeforeningen, tlf.: 61 33 86 46, gan@tdl.dk