Isabel Brandt Jensen er 50 år, uddannet jurist, og har været ansat 23 år i Tandlægeforeningen. Hun har arbejdet med forskellige områder i Tandlægeforeningen bl.a. i klinikejerafdelingen, med HR og arbejdsmiljø, GDPR og senest været forhandlingschef i afdelingen for ansatte tandlæger.
”Jeg er meget glad for den tillid, der er vist mig, og glæder mig til at tage fat på den vigtige opgave. Jeg vil sætte fokus på udviklingen af organisationen, så vi hele tiden kan være interessante for medlemmerne. Vi skal altid spørge os selv ”hvorfor” vi gør tingene, og hvilken forskel det gør for medlemmerne. Tandlægeforeningen skal være tandlægernes foretrukne forening, og det er min ambition at udvikle strategien med fokus på kvalitet, medlemsservice og specialistviden” siger den nye direktør Isabel Brandt Jensen.
Derudover vil Tandlægeforeningen opruste organisationen med en ny politisk chef. Den politiske chef vil have ansvar for den politiske indflydelse og varetagelse af medlemsinteresser. Den politiske chef skal sørge for at sætte foreningen og tandlægerne politisk på dagsordenen på Christiansborg, hos myndigheder og samarbejdspartnere og i medierne i samarbejde med den politiske ledelse. Stillingen er endnu ikke besat
”Jeg er glad for, at vi nu har fået ansat Isabel Brandt Jensen som direktør i Tandlægeforeningen. Jeg tror, vi har fundet en stærk organisatorisk model med denne opdeling, som betyder, at vi både har fokus på medlemsservice, drift og faglighed og på varetagelse af tandlægernes medlemsinteresser på politisk hold” siger formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist.
Stillingen som direktør i Tandlægeforeningen blev ledig, da den tidligere direktør Joakim Lilholt stoppede i februar.
For yderligere oplysninger kan man kontakte Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist på skl@tdl.dk eller mobil 22 14 51 16.