En sund mund er vigtig for en sund krop

19. marts 2019
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.
Den 20. marts er World Oral Health Day. Her markerer man globalt, at det er vigtigt at have sunde tænder og en sund mund, og at du selv kan gøre noget for at forebygge tandsygdomme.
 
De fleste ved, at det er vigtigt at børste tænder, undgå for meget sukker og gå jævnligt til tandlæge for at forebygge tandsygdomme. Men op mod halvdelen af danskerne ved ikke, at der også er en direkte sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen. Det viser en Voxmeter-undersøgelse. Mere og mere forskning peger på, at der er en sammenhæng mellem tandsundhed og almen sundhed. Parodontitis kan forværre diabetes og hjerte-kar-sygdomme, og helt ny forskning viser en mulig sammenhæng mellem parodontitis og Alzheimers sygdom.
 
”Man kan selv gøre noget for at få en sund mund, men de gode tandplejevaner kan ikke stå alene. Det er vigtigt at gå regelmæssigt til tandlæge, og her er den historisk høje brugerbetaling på tandpleje en kæmpe barriere for mange, som må fravælge tandlægen og ikke får taget hånd om deres sundhed,” siger Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen.
 
Her er nogle generelle råd og gode råd specielt til børn, unge og voksne.
 
Gode råd til alle
 
• Børst dine tænder grundigt med tandpasta med fluorid to gange om dagen (morgen og aften) i to minutter hver gang.
 
• Brug evt. supplerende hjælpemidler, fx tandstikkere eller tandtråd, til at holde rent mellem tænderne. Spørg din tandlæge til råds.
 
• Gå regelmæssigt til tandlæge – spørg din tandlæge, hvor ofte det gælder for dig.
 
Særligt til børn og unge
 
• Hold igen med sodavand, sportsdrikke, energidrikke og juice (også light-produkter), da de kan give syreskader.
 
• Vær tilbageholdende med sukkerholdige mellemmåltider som müslibarer, tørret frugt og drikkeyoghurt, som kan give caries.
 
• Undgå snus – det kan få tandkødet til at trække sig tilbage, irritere mundslimhinden og misfarve dine tænder.
 
Særligt til voksne  
 
• Undgå cigaretter og e-cigaretter. Rygning øger risikoen for parodontitis og cancer i mundhulen. E-cigaretter kan give skader i munden.
 
• Vær ekstra grundig med mundhygiejnen, hvis du tager medicin, der giver mundtørhed. Mundtørhed øger bl.a. risikoen for caries. Tal med din tandlæge, hvis du lider af mundtørhed.
 
For nærmere information kontakt:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk
Charlotte Bender, kommunikationschef, tlf. 24 59 04 69, cbe@tdl.dk
 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.
Senest opdateret 19. marts 2019