13. februar 2019
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.
Tandlægerne har sproglige udfordringer med udenlandske tandlæger på samme måde som lægerne. Tandlæger fra EU-lande bliver ikke sprogtestet, og det betyder, at nogle tandlæger fra EU-lande har problemer med kommunikationen med patienterne og ikke kan føre patientjournalen på dansk.
”Tandlægeforeningen er på linje med Lægeforeningen i kravet om sprogtest af udenlandske tandlæger fra EU. Man bør stille samme sprogkrav til tandlæger, der kommer fra EU-lande, som man stiller til tandlæger, der kommer fra alle andre lande,” siger Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.
I dag skal tandlæger fra lande uden for EU bestå en danskprøve for at få lov til at virke som tandlæge i Danmark. Men der er ingen test af tandlæger fra EU-lande. Det betyder, at de kan fungere som tandlæger i Danmark uden at kunne tale dansk med patienterne.
Det er et krav fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at en tandlæge i Danmark skal informere patienten om mulige behandlinger, så patienten på et oplyst grundlag kan vælge eller fravælge en behandling, og samtidig skal journalen føres på dansk. Men hvis tandlægen ikke behersker det danske sprog, vil kommunikationen ofte foregå på engelsk, og det opdages ikke, før der kommer en klage fra en patient.
”Vi oplever, at der er udfordringer med tandlæger fra EU-lande i forhold til samtalen med patienten, at indhente samtykke til behandlingen og føre patientjournalen på dansk. Det går ud over patientsikkerheden. Derfor foreslår vi, at man stiller de samme krav til sprogkompetencer til alle udenlandske tandlæger, så også EU-tandlæger skal bestå en dansk prøve svarende til 9. klasses eksamen,” udtaler Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.
For nærmere information kontakt:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk
Charlotte Bender, kommunikationschef, tlf. 24 59 04 69, cbe@tdl.dk
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk
Charlotte Bender, kommunikationschef, tlf. 24 59 04 69, cbe@tdl.dk
© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.
Senest opdateret 13. februar 2019