Avisen Danmark, Århus Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Trekantsområdet og Helsingør Dagblad bringer i dag et debatindlæg af Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.
Læs det her:
Flere tandlæger giver færre huller i velfærden
Tandlægemangel er udbredt i Danmark - lige fra Nordjylland til Bornholm.
Mange ser ind i længere ventetider, længere transport til tandlægen og i værste fald forværring af sygdom. Og behovet for en tandlæge tæt på bliver desværre ikke mindre de kommende år med flere ældre og patienter, der lever med kroniske sygdomme.
Jeg er derfor meget opløftet over, at regeringen og en række partier efter tæt dialog med Tandlægeforeningen har afsat millioner til de to tandlægeuddannelser i Aarhus og København.
Midlerne betyder, at det bliver muligt at optage cirka 30 flere tandlæger årligt de kommende år. Samtidig er planerne om at oprette en helt ny tandlægeuddannelse i Hjørring skrinlagt, helt som Tandlægeforeningen anbefalede. Den var aldrig løsningen på tandlægemangel i udkantsområderne.
Blandt andet fordi det ville være vanskeligt at tiltrække nok kvalificerede undervisere, og fordi man ville mangle patientgrundlaget til den kliniske del af uddannelsen.
Vi har allerede to stærke fagmiljøer i København og Aarhus, som hurtigere og billigere kan bidrage til at løse den akutte samfundsudfordring.
Vi har taget et stort skridt mod at sikre, at der er nok tandlæger i fremtiden. Men hvis vi skal fremtidssikre tandsundheden, skal der mere til. For hvad nytter det, at der er tandlæger nok, hvis cancerpatienten og patienten med diabetes og parodontitis ikke har råd til at lægge sig i tandlægestolen? Det er vigtigt at forebygge sygdom i munden, fordi det har betydning for den almene sundhed. Det er efterhånden kendt viden, men nu mangler vi en politisk prioritering. Hvordan skal det alt for lille tilskud, der er afsat til patienternes tænder og mund fordeles? Skal pengene gives til patienter med sygdom, bruges på forebyggelse eller noget helt tredje?
Regeringen har bebudet, at man i 2022 vil lande en ny model for voksentandplejen. Tandlægeforeningen bidrager meget gerne til dette arbejde. Brugerbetalingen på tandpleje er historisk høj, der er brug for reformer, og bureaukrati må ikke stå i vejen for, at man kan få tilskud til tandpleje.
Alle har ret til en god tandsundhed - uanset livsvilkår.