Halvdelen af tandklinikkerne i otte kommuner i Region Syddanmark (Esbjerg, Vejen, Varde, Fanø, Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev) svarer, at de det sidste halve år har haft svært ved at rekruttere tandlæger. Det viser Tandlægeforeningens halvårsundersøgelse fra april 2021 blandt private klinikker. Også i den kommunale tandpleje i regionen har man svært ved at rekruttere nok tandlæger.
Det bringer P4 Syd en række indslag om fredag den 7. maj, hvor TF's formand Susanne Kleist og formand for TF i region Syddanmark Søren Bach-Petersen medvirker. Foreløbig har kanalen bragt indslag kl. 06.40, 07.35 og 08.10.
”Det kan være svært at få tider på de klinikker, hvor man mangler behandlere, og i sidste ende går det ud over tandsundheden. Det kan give øget sygdom, og det kan også medføre, at man mister tænder, så det er et rigtig stort problem,” fortalte Søren Bach-Petersen til P4 Syd fredag morgen.
Flere tandlægestuderende er ikke slået igennem
Tandlægeforeningen har igennem flere år gjort politikerne opmærksomme på tandlægemanglen og opfordret til, at man uddanner flere tandlæger. I 2020 blev der optaget flere tandlægestuderende, men indtil det slår igennem, mangler vi hænder, og det kan det gå ud over tandsundheden, forklarede Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist til P4 Syd.
Du kan lytte til indslagene på P4 Syd her (spol frem til 3.28 og 2:10:20)
Tandlægemangel på Bornholm
Tidligere på ugen bragte TV2 Bornholm et indslag i deres regionale nyheder og en artikel om tandlægemangel på Bornholm, hvor Tandlægeforeningen også medvirkede.
Se indslaget og læs artiklen på TV2Bornholm.dk