Spring ikke tandlægen over

I 2020 er mere end hver 10. blevet væk fra tandlægen. Tandlægeforeningen advarer om øget tandsygdom og opfordrer patienter til at gå regelmæssigt til tandlæge.
20. maj 2021
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.

Mere end hver 10. patient er blevet væk fra tandlægen i 2020. Det viser tal fra Danmarks Statistik, hvor det fremgår, at antallet er dalet sammenlignet med de sidste par år.

Det har DR bragt en række indslag om – både på Dr.dk og i P1, P4, P4 København, P4 Sjælland og i P4 Nordjylland.

”Der er en risiko for at få huller i tænderne eller tandkødsbetændelse, når man ikke kommer til de intervaller, tandlægen anbefaler,” siger Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist til DR.

Formand for Tandlægeforeningen i Region Nordjylland, Troels Barkholt, har også medvirket i flere indslag i P4 Nordjylland.

”Selvom man har et relativt sundt tandsæt, og man kun går til tandlæge en gang om året, kan der stadig nå at opstå noget, hvis der pludselig går to år,” fortæller Troels Barkholt til P4 Nordjylland.

Frygt for coronasmitte
Nogle patienter har udsat deres tandlægebesøg på grund af frygt for coronasmitte, men Susanne Kleist understreger, at patienter kan være helt trygge hos tandlægen:

”I forhold til mange andre brancher har vi været vant til at bruge værnemidler. Vi har brugt mundbind, briller og handsker meget længe. Så vi er ret glade for og stolte over, at den måde vi kører vores hygiejne på, har vist sig at holde - også i en coronapandemi,” siger hun til DR.

Professor på Tandlægeskolen i København Palle Holmstrup og tandlæge i Holbæk Christian Eggers-Lura medvirker også i indslagene.

Læs artiklen på Dr.dk her

 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.