Angsten for at miste alle tænderne er meget større end angsten for at miste et normalt sexliv, miste en nyre, tabe hørelsen på et øre, eller få forhøjet blodtryk. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Epinion har lavet for Tandlægeforeningen. Angsten for at tabe tænderne bliver kun overgået af angsten for diabetes, som ligger en lille smule højere.
Halvdelen af danskerne over 40 år har ifølge undersøgelsen alle deres tænder, når man ser bort fra visdomstænder. Mens ca. 30 procent af de ældre over 70 år har alle tænder, undtaget visdomstænder. For 30 år siden var det under 10 procent, som beholdt alle tænder.
”Det er en meget positiv udvikling, der skyldes en målrettet indsats for god tandpleje og regelmæssige tandlægebesøg i Danmark. Tænderne er vigtige for livskvaliteten, men sunde tænder hænger også sammen med sundhed i kroppen i det hele taget,” siger Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen.
Undersøgelsen viser også, at fire ud af fem danskere er tilfredse eller meget tilfredse med deres tænder. De er heldigvis også glade for deres tandlæge. 88 procent af de voksne danskere siger, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres tandlæge.
For yderligere information, kontakt:
Charlotte Bender, kommunikationschef, tlf. 24 59 04 69, cbe@tdl.dk
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk