Unge på 16 og 17 år

Unge på 16 og 17 år er omfattet af vederlagsfri forebyggende og behandlende kommunal tandpleje.

Unge på 16 og 17 år er omfattet af vederlagsfri forebyggende og behandlende kommunal tandpleje.

Unge på 16 og 17 år kan vælge at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg. Unge, der vælger denne løsning, skal - inden behandling påbegyndes - meddele kommunen hvilken tandlæge, som de ønsker at benytte.

Såfremt en konkret behandling er påbegyndt før den unges fyldte 18. år, er kommunen forpligtet til at færdiggøre behandlingen, dvs. vederlagsfrit for patienten. Behandlingen skal kunne afsluttes inden for ca. 1 år.

Ved behandling af 16 og 17 årige patienter skal i privat praksis følges Overenskomst om tandpleje for børn og unge under 18 år (BUT-overenskomsten) hos alment praktiserende tandlæge, herunder reglerne om honorering. Følg nedenstående link for at læse mere om overenskomsten.

Lovgivning:

Sundhedsloven:

§ 127. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge under 18 år med bopæl i kommunen vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for færdiggørelse af påbegyndte behandlinger ud over det fyldte 18. år.

§ 128. Kommunalbestyrelsen tilbyder tandplejen efter § 127 på offentlige klinikker eller hos praktiserende tandlæger, som kommunalbestyrelsen indgår aftale med.

§ 129. Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det, kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje på en anden kommunes tandklinik.

Stk. 2. Unge på 16 og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på kommunal klinik, hvis kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan.

Stk. 3. En kommune kan afvise at modtage børn fra andre kommuner, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige hensyn.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om adgangen til at skifte mellem kommunal kliniktandpleje og privat tandlægepraksis samt om adgangen til at modtage tandplejetilbuddet på en anden kommunes tandklinik.

§ 130. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.